Henrik Ibsens skrifter

Med stor glæde har min hustru og jeg læst avisernes beretninger om den triumf Du har fejret og fremdeles fejrer ved ​opførelsen af «Dante» på det kgl: teater.

Så kom da endelig ​den sejr, Du skulde have vundet allerede for mange år siden. Og når jeg nu gennem bladreferaternes oversigt opfrisker i erindringen din digtnings indhold, så bliver det mig aldeles uforklarligt, hvad der egentlig kan have bevirket at opførelsen så uforsvarlig længe har ladet vente på sig. Jeg synes at teatret med begge hænder skulde have grebet dette værk medens det endnu var nyt, så meget mere som man jo ​dengang havde de fortrinligste kræfter til at besætte hovedpartierne med.

Men, som sagt, vi glædede os dog på dine vegne over at «Dante» endelig engang kom frem. Med hjertelig deltagelse erfarede vi imidlertid for et par dage siden at Du i længere tid har været syg og at du nu opholder dig på ​et hospital i København. Under disse omstændigheder har du kanské endnu ikke havt anledning til at overvære opførelsen af dit stykke og dette gør os inderlig ondt at tænke på. Den glæde skulde Du dog have havt.

Men når nu din sygdom, hvad vi håber, snart er overstået, tænker Du så ikke på at foretage en liden udenlandsrejse? Om Du f. ex. ​kom her ned til München? Forberedelserne til ​opførelsen af dit stykke hersteds er, så vidt jeg ved, stillet i bero; men jeg tror ikke at tanken er endelig opgivet. Jeg mener derfor at din personlige nærværelse vilde kunne øve en gavnlig indflydelse og påskynde foretagendet. ​Intendanten, ​ baron Perfall, er nemlig en meget ængstelig herre og derhos uden synderlig handlekraft. Han trænger til at drives frem gennem et påtryk udenfra. Dette skulde Du dog tænke på når Du er kommen til kræfter igen.

At min hustru og jeg vilde glæde os overordentlig ved at se Dig hernede, behøver jeg vel ikke at forsikkre Dig om. Under alle omstændigheder ønsker vi Dig en god og snarlig bedring og sender Dig, ​ din frue og ​børnene vore hjerteligste hilsener.